Ötztaler Radmarathon 2009
Vildt, stort, hårdt, mere hårdt og død hårdt
Nu er jeg hjemme igen efter turen til Østrig efter det ultimative hårdeste motionsløb, som jeg har prøvet. Normalt er jeg træt efter et licensløb, men her blev kroppen presset fuldstændigt i bund. Jeg var en presset citron, som blev forsøgt presset igen efter 13 andre forsøg. AV!!!!!!!!
Jeg må hellere starte med starten på turen. Vi (Palle M, Lars H og mig) pakkede bilen kl 4!!!! fredag morgen, hvorefter vi drog ud på motorvejen og blev på A7 helt indtil Østrig. Efter lidt GPS problemer fandt vi vejen til Sölden og vores gasthaus ved Frau Herta, som plejede og passede os hele weekenden.
Efter hurtig indtjekning gik vi en runde i Sölden by, hvor Martin Leonhard var guide til de mange cykelshops, hvor visakortet blev brugt flittigt. Vi fik også tjekket os ind til søndagens løb i Tennishallen. Her fik vi race posen med drikkedunk, pasta, sokker m.m.
Aftenen sluttede tidligt, da vi var meget trætte efter en lang dag i bilen, dog kom vi først i seng kl 23.30, da vores 4. mand først ankom på det tidspunkt.
Lørdag, dagen før dagen, var vejret rigtig dårligt med regn og tunge, mørke skyer lavt hængede over Sölden by. Vi pakkede os ind i alt vores tøj inden vi igen gik på bytur, igen blev visakortet brugt på gel, barer osv.
Sölden by er i 1350 meters højde, så det var koldt denne lørdag, ikke meget mere end 8-10 grader tror jeg.
Sidst på eftermiddagen var vejene så tørre, at vi kunne rulle en kort tur på ca 20 km. 10 km op ad og 10 km ned ad, inden vi skyndte os hjem til et varmt bad.
Resten af aftenen gik med aftensmad, som selvfølgelig bestod af masser af pasta og cola, mens snakken gik om hvor nervøse og spændte vi var for morgendagens stabasser. Til sidst sluttede vi dagen af med en kold fadøl, så nattesøvnen kunne komme nemmere.
Kl 4.45
ringede alle vores mobiler på værelse nr 16. Hurtigt op og ned til det store morgenbord med boller, æg, musli m.m. Der var lidt stille denne morgen....
Efter omklædning, flere toiletbesøg samt varmecreme på benene var vi klar til at rulle til starten. Allerede 1 time før starten skulle gå var der mange mennesker, så vi stod ca. 200-300 m fra startstregen. Her stod vi nu ca. 1 time til start og hvad skulle tiden så gå med. Jo, O-Claus fandt ud af at han havde glemt sine helt nye drikkedunke hjemme på værelset. Måske ville han spare 1,5 kg vægt på turen, men 227 km uden dunke er måske lidt et sats, så han gik hjem efter dem iført cykelsko.
Jeg ville lige nulstille min cykelcomputer, hvilket betød at den gik helt i sort
NEJ, ikke nu, tænkte jeg. Heldigvis havde den lokale cykelforretning åben, så jeg måtte også gå afsted på min cykelsko. Batteriet blev skiftet for 3 euro og så var jeg HELT klart til løbet.
Præcis 6.45 gik starten med et ordentligt brag og 4000 ryttere satte igang. Det tog ca 4-5minutter inden vi kunne komme i pedalerne, men så gik det også nedad. Temperaturen var 6 grader og med 60 km/t er det ikke bare rigtigt koldt, næh det er slædehunde koldt og vi frøs alle. Selvom vi var mange på vejene nedad var jeg ikke nervøs på noget tidspunkt, da det var bredde veje med mange bløde sving. Der kom også hurtigt afstand mellem ryttere, så jeg så ingen styrt.
Efter 32 km's nedkørsel skal vi ind på 1. stigning, som var Kühtai. 18,5 km fra 820 m til 2020 m. Max stigning 18 % og 8 % i snit.
Inden på bjerget var der lidt kaos i starten, da alle skulle af med jakker, løse ben m.m. Jeg valgte, at jeg ville vente, da jeg stadig frøs meget. Her i bunden lavede jeg min første fejl, da jeg blev utålmodig. Jeg ville bare frem og op ad bjerget, så jeg kørte måske lidt stærkt selvom jeg ikke bevidst gjorde det. Da jeg mødte 18 % stykket måtte jeg ud i 39-27, som min gearing var. Det var et hårdt bjerg, men jeg kom op til første væskedepot på toppen. Jeg fik fyldt dunkene, lidt mad, jakke på og så afsted.
Hjemmefra havde jeg hørt meget om, at denne første nedkørsel var meget hurtigt og med fine veje, så man kunne køre stærkt. Det passede, så det gik stærkt
Faktisk var jeg oppe på 94,5 m/t, mens jeg sussede nedad.
I bunden kom det eneste flade stykke på ruten ( 22 km) inden vi skulle op til Brenner. Denne stigning var den nemmeste på 39 km, max 12 %, fra 800 m - 1377 m, med et snit på 2-3 %.
Her kom jeg ind i gruppe, hvor så lavede min fejl nr 2. Jeg syntes det gik for langsomt, så jeg hjalp lidt til i fronten mens ca 100-150 ryttere sad på hjul. Jeg kom også op på toppen, som første mand i gruppen, men det var ikke særlig smart fandt jeg ud af senere.
På toppen af Brenner var der et stort depot, hvor jeg igen fik tanket op og spist lidt inden det igen gik nedad. Vi skulle ned i ca 20 km inden det galdt løbets 3. stigning Jaufenpass.
Jaufenpass går fra 960 m til 2090 m, dvs. 1130 m på 15,5 km, max stigning er 12 %.
Her kom jeg ind i min første af mange kriser. Jeg havde svært ved at holde tempo i 39-27 og det blev hurtigt tungt. Jeg fik mig kørt op på toppen på 67 minutter, men kunne slet ikke overskue resten af løbet. På toppen havde jeg kørt 161 km og jeg var helt færdig. Ved depotet fik jeg spist og drukket lidt, men energien var helt væk. Jeg håbede på at nedkørsel kunne genskabe nogle kræfter, men det skete vist ikke.
Selve nedkørsel var lidt svær og noget teknisk, da det var smalle veje med dårlig asfalt. På dette tidspunkt i løbet havde jeg ondt alle steder. Når det gik nedad var det nakke, arme, mens det opad var knæene, hænderne, maven og fødderne, hvor især venstre fod var helt smadret. Det gjorde ondt hele tiden!!!
Ned kom jeg og nu manglerne jeg "kun" et bjerg, men hvilket et!! Vi havde ikke snakket om andet siden vi kom til Østrig og nu galdt det Timmelsjoch. Det gik fra 750 m - 2509 m, dvs. 1759 højdemeter og 31,4 km. Max stigning var 14 %, men flere steder med 10-13% undervejs og gennemsnit på 8%. Et hårdt bjerg især når det kommer efter 181 km og næsten 6 timer på cyklen.
Da jeg rammer bjerget ved jeg, at de næsten ca 2 timer og 20 minutter skal jeg KUN op. Jeg kunne slet ikke overskue det og da jeg ret hurtigt ender i panik gearet 39-27 kunne det kun blive hårdt.
Jeg skal gøre det kort - Jeg led hele vejen til toppen og lovede mig selv, at jeg ALDRIG gør det igen. Halvejs oppe var det store depot, hvor jeg igen prøvede at suge energi til mig, men kroppen var ikke åben for noget. De sidste 8-10 km til toppen måtte jeg af cyklen flere gange i svingene, hvor jeg bare hang hen over styret, hvorefter jeg kiggede op for om jeg kunne se toppen. Jeg håbede at det havde regnet forkert med 31 km til toppen, så den måske allerede kom efter 26 km eller 27 km, men nej. Til sidst fik jeg også problemer med manglende følelse i læberne og lidt besvær med at holde balancen på cykel.
Endelig, endelig fik jeg kæmpet mig til toppen, hvor jeg nød en red bull inden den sidste nedkørsel til Sölden.
Der er lige den lille krølle, at på den sidste nedkørsel kommer en lille stigning på 2 km, ala 2x munkebjerg. Her måtte jeg igen holde pause, da citronen var presset i bund. Men jeg fik slidt mig op og kom ned til Sölden by i det flotteste solskinsvejr, som vi også havde haft hele dagen.
Da jeg kunne se målstregen måtte jeg lige løfte armene, da det var en stor sejr for mig. Jeg kom i mål på 8.44 timer, nr 426 ialt. 227 km og 5500 højdemeter.
Efter løbet fik drukket og spist godt, men benene var helt væk og smerterne var der stadig. Jeg sad bare på asfalten og tænkte hele dagen igennem og blev lidt rørt
Hjemme på værelset fik jeg ringet hjem og spist den rittersport, som jeg havde tænkt på hele vejen opad Timmelsjoch. Den smagte fremragende!!! Sidst på eftermiddag fik jeg hente diplom og den cykeltrøje, som alle de gennemførte får.
Til sidst kan jeg kun anbefale dette løb. Der er styr på ALT og det virker bare. Jeg lavede nogle fejl, da jeg nok er mere konkurrencerytter end motionsrytter, så det blev på den hårde måde. Jeg kører aldrig løbet igen, men det var en kæmpe oplevelse og den glemmer jeg nok aldrig.