Af Jette Fuglsang

Det var så 2008! En cykelsæson jeg sent vil glemme.

Opture og nedture på stribe.
Den stod i år på mange indre kampe med mit mentale jeg. Jeg havde simpelthen svært ved at have min hoved med mig når jeg sad ude til løbene. Ingen tro på mig selv.

Når jeg ser tilbage
og kigger mine målsætninger igennem, så kan jeg også godt se, at jeg har sat utrolige forventninger til mig selv.!

Men efter sidste år i Århus ck, så var der altså blod på tanden til at ville gøre det ENDNU bedre i år. Jeg knoklede som en tosset hele vinteren igennem. Vild med vintertræning som jeg er (måske synes jeg det er sjovt at være i superform når alle de andre fornuftige ryttere de holder lav profil!) Det fik jeg bare ikke så meget ud af.

Jo, jeg startede fantastisk ud i Nakskov med enkeltstarten.

Men så var det som om at jeg fik præstationsangst…

Og det virkede også som om at mine vej, som ellers har været rimelig ensporet hvad angår cykling; den lige pludselig skiltes i 2.

Jeg følte pludselig at jeg skulle til at vælge…skulle jeg tage vejen der førte mig videre i cykelkarieren.. eller skulle jeg køre ud af vejen der førte mig til ”det normale liv”. I lang tid følte jeg at jeg fræsede rundt i rabatten mellem de to veje. Jeg ville begge dele, men magtede kun at udføre projekterne halvt.

Jeg har efterhånden erfaret at jeg er min egen værste fjende!!

Jeg har været tæt på at stille cyklen helt væk og bare gå i gang med et liv der gjorde det muligt for mig at leve mit liv helt.

Men har først inden for den sidste måned erkendt, at den eneste måde jeg lever mit liv helt er ved at fortsætte med det jeg elsker: at cykle J Og andre folks meninger burde egentlig bare prelle af på mig,

En anden ting der jo virkelig har sat en dæmper på sæsonen er jo det faktum, at jeg allerede den 1. maj fik en overbelastningeskade i mit knæ. Senen over min knæskal bukkede simpelthen under. Denne skade har præget hele resten af sæsonen. For i mit lille hjerne er der jo ikke noget der hedder at holde en lille pause midt i sæsonen.. den skulle bare have gas!!

Det endte dog alligevel med at jeg holdte 14 dage væk fra cyklen..bare for at se skaden vende tilbage.. måske ”glemte” jeg at tage det roligt i opstarten igen L

Det er ikke noget jeg vil skrive særligt meget om..folk der har været nær mig er godt klar over, hvilken betydning det havde for mig.! Det betød bl.a. at pinsecuppen røg.

Damecuppen, som jeg virkelig havde villet satse på røg også i vasken. Først nu kan jeg slappe af og give knæet det den virkelig har haft behov for: hvile!

Sæsonen bød også på et klubskifte til Fredericia CC. Jeg vil ikke lyve. Jeg havde mange skrupler ved at komme over på et hold med så mange piger. Men jeg synes alligevel at tilbuddet løb til at være for godt til bare at lade sive ud mellem mine fingre.

Så jeg sprang til.

Og har ikke ét sekund fortrudt!

Klubskiftet bød på tonsvis af opbakning og gode oplevelser. Heriblandt mine første starter i UCI løb. Det var nogle af de bedste oplevelser jeg tager med mig. Jeg blev samtidig klar over den MASIVE forskel der er på damecykling herhjemme, og så i den professionelle damecykling.

Puha, jeg fik baghjul.

Men også blod på tanden. Og en dag som 2. Etape i Albstadt vil jeg da sent glemme. Den dag var jeg sgu ret stolt af mig selv.

Jeg er godt klar over, at jeg ikke overholder janteloven ved at sige det, men man må sgu gerne give sig selv et klap på skulderen indimellem. Så det vil jeg da lige fortsætte med:

For en anden disciplin jeg i år lærte at magte til punkt og prikke må være enkeltstarterne. Jeg må siges at være ved at blive en udpræget TT dame J Samtlige enkeltstarter jeg har stillet op i er vundet med stor tidsgab til toeren. Lige bortset fra DM selvfølgelig.! Jeg er stadig skuffet over de skide 3.7 sekunder ;-) Mere skulle der ikke til for at have givet mig plads på podiet.

Den sidste episode jeg må berette om er nok min fatale sæson afslutning i Bov.

Om lørdagen var jeg jo taget til sjælland for at køre enkeltstart. Den blev vundet, og mit mål var nået! Jeg ville ende som nr. 1 i den jysk-fynske statistik for dame a. Jeg endte med 98 point. 9 sejre i alt. Så turen til Bov om søndagen var bare et rent hygge moment. Jeg ville bare ned og tage afsked med rytterne og køre det sidste løb.

Ude på grusstykket på første omgang syntes jeg alligevel lige den skal have lidt gas. Og da Nikoline hun sætter tempo følger jeg med.

Jeg tager kort efter fronten og kører 80%. Nok til at lave lidt udskilning mener jeg. Men da vi kører ud på vejen fra gruset siger Kruse pludselig: vi har hul! Jeg kigger bagud og ser at vi kun er Nikoline, Kruse, svensk pige og mig. Okay godt nok lidt for tideligt, men allright! Der er tilpas lidt vind til at vi kan køre den her hjem. Jeg ved Kruse har stor force i det her tærren, og Nikoline er superstærk for tiden.

Så den skal nok holde.! Samarbejdet i vores gruppe er perfekt. Jeg føler mig virkelig stærk og overskudsagtig :-)

Ja jeg er jo godt bekendt med at vejene i Padborg er glatte som bare fanden!!

Men må nok alligevel have overvurderet mine dæks gribeevne en smule. For pludselig forsvinder cyklen under mig, og jeg ligger ude midt på omfartsvejen.

Og jeg rykker mig ikke en meter! Jeg er nu i smertehelvede!

Jeg plejer ikke at sige særligt meget når jeg har ondt, men jeg mindes svagt at jeg skreg af smerte. Og ikke det bedste sted at ligge og vente på en ambulance. Men hjemmeværnsfolket gør deres arbejde fantastisk. Det der bekymrer mig mest er jo det faktum at jeg ikke kan bevæge mig. Jeg får lov til at ligge der i 25 min inden ambulancen når frem og jeg ryger af sted til Aabenraa sygehus. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden René ved min side.

Jeg var død nervøs, sygeplejerne fløj rundt om ørene på mig. De kunne ikke finde blodårer på mig fordi jeg havde ligget derude så længe og var helt forfrossen.

Så ingen morfin til Jette.

Inden røntgen nåede jeg dog at blive dopet til en ren Amy Winehouse rus. Her fik de mig også endelig vendt om på ryggen. Og her blev de også hurtig konstateret at : ja, du kommer i hvert falde ikke hjem i dag! PIS PIS PIS!!

Jeg har brækket min hofte.

Eller som de ynder at kalde det, et hoftenært brud. Det vil sige, at det er toppen af lårbenet der er brækket af hoften.

Nu vil jeg ikke komme nærmere ind på min 4 dage lange indkvartering på Aabenraa sygehus. Omgivet af 70-80 årige veninder. Tissen i bækken. Det faktum at jeg ikke kunne tåle morfin og endte med at brække mig i en pose hele vejen fra røntgen og op til min afdeling.

Med tilskuere i hobetal! Ikke en af mine kønneste øjeblikke :-)

Men i onsdags blev jeg hjemsendt.
Jeg har 3 bolte der gerne skulle holde godt sammen på lårben og hofte. Og der er fremgang at spore hver dag. Det er fedt at være hjemme igen.

Jeg klør på med genoptræningsøvelser, og slapper ellers af på sofaen.. når sgu nok at blive afhængig af både dr. Phil, Horton sagaen og top models.

Den sidste uge har jeg været hele følelses barometeret igennem. Jeg har grædt og lidt.

Men jeg har også erfaret, hvor vigtigt det er at have gode venner og veninder. Og dem har jeg! Sikken en opbakning og opmærksomhed jeg har modtaget. Det kan godt ske at

jeg har grædt meget pga. smerte og selvmedlidenhed. Men jeg har sgu også fældet tårer over alt den omsorg der har været i forbindelse med mit uheld. Jeg vil gerne benytte lejligheden her til at takke jer alle for blomster, gaver og kærlige tanker. I har været med til at holde mit mod oppe!

Tusind tak.

Og tusind tak for en fantastisk sæson. Hvis jeg skal opsummere lidt på året så vælger jeg at se bort fra vores resultater og i stedet sige:

Sikken et godt sammenhold vi har fået stablet på benene bare på det her ene år i FCC.

En evig opbakning giver også en evig lyst til at give noget tilbage på cyklen!

Modgang gør én stærkere, og i kan trygt regne med at jeg er stærkt tilbage i 2009!